Sigmund Freud

Sigismund Freud (Freiburg 1856 - London 1939)
Som søn af Jacob Freud (uld-handler) og Amalie Nathalsohn får Sigismund (som ændrede sit navn til Sigmund i 1878, men dog fortsat blev kaldt Sigi af sin kone) en lykkelig barndom i Freiburg. Men tingene bliver anderledes da familien flytter til Wien. Familien må leve i armod, som følge af dårlige investeringer.

Unge Freud er vild med bøger, især Bibelen og i øvrigt meget interesseret i at studere. Hans nysgerrighed er uden grænser. Især overfor biologi og fysiologi. Han følger foredrag om psykologi af bl.a. Franz Brentano. Efter 3 år (i 1875) bliver han studerende ved Instituttet for Psykologi, ledet af Ernst Brucke.

I 1881 bliver han doktor i medicin. Året efter skriver han sig ind på generalhospitallet, hvor han i en kort tid er på psykiatrisk afdelingen under professor Meynerts, og i øvrigt ved mange andre afdelinger. Hans interesse er at tjene mange penge, så han kan gifte sig med Martha Bernays.

De bliver gift i 1885 og han får 5 børn med hende. Hele hans liv i gennem har Freud pengeproblemer, og er i nogle tilfælde tvunget til at låne.

Han studerer kokains bedøvende virkning, og bliver selv i en kortere periode afhængig af stoffet. På det tidspunkt, i disse miljøer er interessen for de psykiske sygdomme og deres behandling stor.

Og det er i 1885 at Freud bliver udnævnt Privat Docent, i øvrigt støttet af sin gamle mester Brucke. Kort efter tilbringer han 5 måneder i Paris ved Charcot. Charcots arbejde i La Salpêtrière er berømt i det meste af Europa.

Tilbage i Wien i 1886, grundlægger Freud sin praksis og kalder sig "specialist i nervesygdomme".

Der er rigeligt med arbejde i Wien, hvor den borgerlige befolknings meget strenge, men overfladiske moral er grobund for mange psykiske konflikter.

Hurtigt dropper Freud elektroterapien og går over til hypnose. Men han finder denne metode begrænset. Især efter en tur hos Bernheim og Liébault i Nancy (Frankrig).

I de første år med egen praksis går Freud imod sine kolleger og åbner sig helt for sine patienters fortællinger. Han overtager den metode, som hans kollega og gode ven Breuer havde brugt for at behandle en ung hysterisk englænder, Anna O..., som han havde fortalt ham om allerede i 1882: Symptomerne forsvandt da patienten, under hypnose, huskede og fortalte hvordan de var dukket op første gang.

Patienten kaldte den behandling for Talking Cure (kur ved talen) eller Chimney Sweeping (skorstensfejning).

Fra 1890 til 1895 arbejder de to mænd sammen, og udgiver i 1895 "Studier over hysteriet" (Studien über Hysterie), som på samme måde som de forrige af Freuds tekster, bliver meget dårligt modtaget i det lægelige miljø.

Derfor arbejder Freud udenfor det etablerede miljø. Og han begynder at lægge mere vægt på overføringen (transferensen). Dvs. overføringen af tidligere ambivalente følelser, til analytikeren, fra den analyserede. Derudover indsamler han en stor bevisbyrde om seksualitetens rolle i neurosernes udvikling. Endelige slutter han med at forfine den såkaldte "fri-associations" metode.

I 1895 bryder han med Breuer og slår vigtigheden af seksualitet i hysteriet fast.

Det er i øvrigt samme år at Freuds far dør. Og selv om Sigmund er 40 år gammel, tager han det meget tungt og bestemmer sig for at analysere sig selv. Han bliver ved med at fordybe sig i sine drømme og sine barndomserrindringer, og denne tur i fortiden vil give ham materiale til at udbygge og udvikle sin teori.

I først omgang, finder han støtte hos sin gode ven Wilhelm Fliess, læge i Berlin, som næsten hver dag får brev fra Freud, som underretter ham om fremskridtene af den teori.

Venskabet stopper og Freud fortsætter alene. Fliess arbejder med seksualteorien og ser et forhold i mellem næsen og genitalierne, og drager sammenligninger i mellem pludselig opstået næseblødning, hysteri og menstruation. Men når hans regnestykker i mellem menstruations perioden begynder at bliver temmelig matematiske og indviklet, for ikke at sige fantasifulde, erkender Freud at hans matematiske sans ikke følger med; venskabet bliver koldere og ender i et brud.

"Drømmetydning" ("Die Traumdeutung") bliver udgivet i 1900. Den er skrevet vha. det materiale Freud opnåede under selvanalysen. Freud opfatter drømmen som "Kongevejen til det Ubevidste". Forskellige associationer, forbundet med diverse elementer af drømmen, er medvirkende til at afdække den latente (den underliggende) betydning og afdække det Ubevidste.

På det tidspunkt udspringer den første teori om det psykiske apparat. Psyken består af to systemer: Det Ubevidste og det Førbevidste, forbindelsen i mellem de to kontrolleres af en censur.

I 1905 udgiver han "Tre afhandlinger om seksualteorien" ("Drei Abhandlungen zur Sexualtheorie"), en bog som bliver en skandale, men bogen er i dag betragtet, som en af hjørnestenene i teorien.

Det er i den bog, han ændrer begreberne som f.eks. perversioner, og sætter en sammenhæng i mellem det "normale" og det "patologiske" (sygeligt) samt i mellem barnets seksualitet og den voksnes seksualitet.

For første gang bliver der udbygget en teori om "erogene zoner" i følge hvilken seksualitet ikke blot begrænser sig til selve det genitale.

Blandt andet denne teori bliver hårdt kritiseret! Blot tanken om at andre dele af kroppen end genitalierne skulle være "erogene", og at børn overhovedet skulle have en "seksualitet", var en provokation i sig selv.

Men bevægelsen udvikler sig, og i 1905 udvikler psykoanalysen sig udover den østrigske grænse, blandt andet i Schweiz, hvor den bliver anerkendt af Bleuler og især hans assistent: Carl Gustav Jung. I ham ser Freud den perfekte forsvarer af "die Sache" (Sagen). Men dette slutter ret brat i 1911 da Jung, Adler og Stekel springer fra.

Freud udbygger og skriver et stort værk. I 1913, med bogen "Totem og Tabu" ("Totem und Tabu") forsøger han at komme med en psykoanalytisk forklaring på religion og moral, og udvikler en metapsykologi (Metapsychologie - 1914) som han i øvrigt senere vil omstøde de fleste kapitler af.

I 1920 formulerer han diverse ændringer til teorien om impulserne, og i forbindelse med det psykiske apparat i "Hinsides lystprincippet" ("Jenseits des Lustprinzips") erkender han en primitiv tendens til, at autodestruktion sætter ind overfor liv-impulserne (Eros, libidoen) død og aggressions impulserne (Thanatos), hvor han før i tiden blot havde skelnet i mellem de seksuelle impulser og Jeg-impulserne.

Derudover i "Jeget og Det'et" (Das Ich und das Es) i 1923 sætter han den anden teori om det psykiske apparat op. Den består i adskillelsen af tre vigtige punkter: Det'et, Jeg'et og Overjeg'et. Den psykoanalytiske forklaring er ikke længere konflikter impulser i mellem, men forstås som Jeg'ets forsvar i mod impulserne.

Impulserne er så ikke længere blot de seksuelle impulser, men også de aggressive impulser.

Sygehistorien forekommer overordentligt vigtig i personlighedens udvikling.

I 1923 får Freud foretaget den første ud af 23 operationer pga. strubekræft. Denne sygdomme vil ændre de sidste 16 år af hans liv til et helvede. Dog arbejder han stadig intenst.

Freuds geni går ikke i stå i de sidste år af hans liv. I 1927 redigerer han "En illusions fremtid" (Die Zukunft einer Illusion) og "Kulturens byrde" (Das Ubehagen in der Kultur) i 1930.

I 1933 opløses "Komiteen" pga. nazismens fremmarch. Bøger om psykoanalyse bliver brændt i Berlin. Kun Jones forbliver i Europa.

I Wien plejer Anna sin far og hun bliver hans ordfører. De arbejder tæt sammen.

I 1938 lykkedes det Jones at overbevise Freud om at han skal forlade Østrig.

Og efter et kort periode hos Prinsesse Marie Bonaparte, som i øvrigt gjorde meget for psykoanalysen i Frankrig, flytter Freud til London, hvor han bliver varmt modtaget.

Nogle måneders senere, slukkedes manden, som havde "rystet verdens søvn", efter at have fuldført bogen "Manden Moses og læren om én Gud" (Der Mann Moses und die monotheistische Religion).

Langt de fleste af hans bøger er oversat til fransk og der er i øjeblikket en fransk udgivelse af hans samlede værker i ny oversættelse i gang. Desværre er kun få af hans bøger oversat til dansk. Dog kan man læse "Forelæsninger til indføring i psykoanalysen" (Vorlesungen zur Einführung in die Psychoanalyse), en meget forståelig guide redigeret i 1916 af Freud selv.

© Cyril Malka - 1997