Fokus på chokbehandlinger

FAQ

Af psykoanalytiker Cyril Malka

Version 1.0 - Opdateret d. 1. marts 1997

Vil du blive orienteret når den side ændres? Tilmeld dig her

1. Insulinoterapi, Sakelkuren
2. Konvulsioterapi (krampeterapi)
1. Elektrochok
2. Elektronarkose
3. Kardiazol

Chokbehandlinger, med alt det ubehagelige som ordet chok indeholder, har altid været en tradition i psykiatrien, hvor man lagde mærke til, at store organiske og følelsesmæssige chok kunne være i stand til at bringe nogle syge personer tilbage på sporet igen. Hvorfor man forsøgte at reproducere et sådant chok.

Mange forskellige chokmetoder har været brugt i tidens løb. Og på trods af at der har været mange forskellige metoder i brug, har ingen formået at blive så brugt som Insulinchoket (Sakel - 1932) og de elektriske chok (Cerletti og Bini 1938).

De bliver dog efterhånden sjældent brugt (Insulin chok er forbudt i flere lande, deriblandt Danmark) da man nu bruger kemiterapi og psykoterapi i stedet for.

Derfor vil jeg her mest holde mig til de to ovennævnte: Insulinoterapi (Sakelkuren), og elektroterapi.

1. Insulinoterapi, Sakelkuren (til toppen)

Chok opnået ved hypoglykemi (lavt blodsukker) blev udviklet af Manfred Sakel i 1932. Dets brug er meget farlig, hvis man ikke benytter en præcis metode.

a. Princippet af metoden:

Man indgiver dagligt stigende indsprøjtninger af insulin. Målet er at opnå koma. Denne koma bliver afbrudt af indsprøjtningen eller indtagelsen af sukkerholdig væske.

Komaen fremprovokeres en gang om dagen i flere dage, med en insulindosis som varierer fra person til person.

b. Beskrivelse af insulinchoket

En patient som modtager en insulin-dosis, der er tilstrækkelig til at fremprovokere en koma, går i gennem flere faser:

Som følger indsprøjtningen (en til to timer) er karakteriseret med træthed, sult og tørst fornemmelse, angst og uro som kan være mere eller mindre larmende.

Som regel må man afholde sig fra at give at spise eller drikke til patienten under denne fase, da det ellers vil forhindre opnåelse af det tilstræbte mål.

Patienten kan nemt vækkes.

Patienten kan kun vækkes af smertefulde påvirkninger (som for eksempel at knibe patientens akillessene). Patienten er mere eller mindre dækket af sved. Det er chok perioden, også kaldet for: Det våde chok.

Kendetegnet ved tab af muligheden for at reagere. Når komaen er meget dyb, kan der opstå krampeanfald.

sjældent spontant. Man provokerer den ved at søde patienten til (en til to timer efter komafasen).

Der vil være tale om en angstfyldt opvågning, som oftest kunstig ved kontakt.

Sygeplejersken skal benytte sig af det, ikke blot gennem det, der siges, men også ved at tage sig varmt og kærligt af patienten.

c. Patienten stilling

Sakelkuren skal foregå i isolerede dunkle værelser, som er langt væk fra larm og uvedkommende. Der skal være god luftcirkulation og temperaturen omkring 20 grader C.

d. Psykologiske forberedelse

Patienten er som regel bange for behandlingen.

Man skal berolige ham og fortælle om behandlingen samt opnå vedkommendes accept.

e. Behandlingens fremgangsmåde

Ved normal temperatur og efter at have været på WC og have haft tisset og kommet af med afføring vil patienten blive lagt, kun klædt i en slåbrok.

Insulinindsprøjtningen, som regel intramuskulær, kan blive givet sub-kutant (under huden), men med en langsommere virkning eller intravenøst (i en vene), med en hurtigere og mere brutal virkning.

For at opnå en bedre optagelse af stoffet, kan Insulinen blive sprøjtet ind to forskellige steder.

Ligeledes kan man også give indsprøjtningen "løbende" (Sprøjte ind imens man trækker nålen ud) eller i "små poser" (Sprøjte ind, trække nålen lidt, sprøjte ind, trække nålen lidt...)

Indsprøjtningen bliver beregnet ud fra tidspunktet for måltiderne. Den oprindeligt brugte dosis er som regel på 10 enheder (Enh.). Man øger dosen hver dag, som regel 10 Enh. ad gangen indtil man opnår det våde chok, og derefter komaerne som indtræffer på forskellige tidspunkter, afhængigt af individerne. (Som regel ved 100 - 150 Enh.)

Når patienten er stabiliseret i en koma, kan man enten forblive ved samme dosis eller sætte dosen lidt ned, da der efter nogen tid behøves mindre insulin for at opnå samme effekt.

Komaens længde er varierende fra patient til patient.

Man begynder med nogle minutter. Og hvis patienten har nemt ved at komme ud af koma, kan man sætte komaen op til 15 minutter, så 30, så mere uden dog at gå over en time.

Patienten skal sørge for at tage på i vægt. Hos kvinder kan der ske uheld og ulykker i menstruations- perioden. Man er nødsaget til at afbryde kuren i disse perioder.

Patienten skal som regel ikke være længere end 5 timer under indflydelse af Insulin, og glykosen skal gives inden da.

f. Uheld og ulykker

Man kan komme ud for diverse problemer som kan være:

Nogle gange kan patienten lave en "blå-besvimelse" (med blåfarvning som regel omkring læberne).

• Lungeødem: Patienten bliver blå, kan ikke trække vejret, lyserød kun omkring læberne. Som regel stopper man komaen (dog uden adrenalin).
• Patienten vågner ikke.
• Patienten vågner, men kan have svært ved at indtage sin sukkerdrik.
• Der sker koma udenfor den planlagte tid (for eksempel senere på eftermiddagen).

g. Kan den bruges sammen med andre metoder?

Som regel anvendes Sakelkuren udelukkende, når andre metoder ikke virker og er derfor ikke brugt sammen med andre chokmetoder eller kemiske løsninger.

h. For hvem?

Metoden bruges ikke mere i Danmark, men dog i enkelte andre lande. Den anvendes kun sjældent og som regel kun til Skizofreni.

Det vigtigste er det, der forgår efter chokket. Det at man tager sig at patienten, taler med ham og benytter dette tidspunkt til samtaleterapi.

2. Konvulsioterapi (krampeterapi) (til toppen)

Der findes flere metoder til at fremkalde kramper:

Jeg vil beskrive elektrochok, da den stadig bruges i dag, jeg vil nøjes med at sige et par enkelte ord om elektronarkose, og vil helt efterlade kardiazolchoket til historien, da det slet ikke bliver brugt mere.

A. Elektrochok (til toppen)

Da han så de resultater han opnåede vha. Kardiazol chokket, forsøgte Cerletti at opnå epileptiske anfald på en måde, som var mindre ubehagelige for patienten.

Han valgte elektriciteten og det er i 1938 at han, sammen med Bini, udførte det første elektrochok på et menneske.

Metoden blev senere meget brugt og populær. De opnåede resultater var ofte fantastisk imponerende, men af kort varighed, og man har set i tidernes løb, at indikationernes felt blev mindre og mindre til i dag, hvor den næsten udelukkende er for melankolske patienter.

a. Princippet i metoden

Metoden går ud på i en kortere perioede ,at lade en elektrisk strøm gå i gennem hjernen.

Man opnår bevidstløshed og krampeanfald. Et enkelt elektrochok er sjældent nok. Man skal som regel gentage det flere gange pr. uge, i en serie på 5 til 10.

b. Forberedelse af patienten

i. Psykologisk forberedelse

Patienten er altid bange. Man skal berolige patienten og helst undgå at patienten ser forberedelserne, alt er som regel parat ved patientens ankomst.

Behandling skal foregå i et værelse for sig, adskilt fra evt. medpatienter.

ii. Teknisk forberedelse

Patienten faster, har været ud at tisse og skal være befriet for evt. forloren tænder.

Patienten er lagt på et rimelig hårdt leje. Armene holdes indimod kroppen og hjælpere holder stramt på skuldrene og underkæben for at undgå forvridninger. Disse forberedelser skal gøres hurtigt, alt imens man beroliger patienten.

c. Chokket

De to elektroder, der er vædet med saltvand, placeres på hovedet og man sætter chokket i gang vha. strøm. Man går i gennem faserne som ellers kendes fra epilepsi: Tonisk-fasen, klonisk-fasen, koma-fasen og opvågning. Og disse faser er forudgået af en elektrisk spasme (et par tiendedele sekund) samt en latens fase som begynder så snart strømmen er afbrudt: Patienten falder tilbage på sengen og forbliver ubevægelige fra enkelte sekunder op til et minut.

Bemærk at krisen kan være ufuldkommen (Ingen kramper) Eller den kan være afbrudt (angst, besvimelse) i så fald skyldes det som oftest for lav strøm.

Opvågning er fulgt af totalt hukommelsestab.

d. Patientpleje efter elektrochokket (post-elektrochok)

Lige så snart patienten trækker vejet igen (evt. hjulpet i gang af kunstig åndedræt) bliver han lagt på siden.

Som regel er der ingen særlige problemer ved opvågning, men man skal dog være opmærksom på, at der kan være en tilstand af forvirring og uro som sker ifm. krampeanfaldet.

Som regel taler sygeplejersken patienten til ro og som oftest falder patienten i søvn. Ellers bruges der beroligende medicin.

Nogle ubehag varer lidt længere, der er tale om:

Som regel er disse symptomer kortvarige og forsvinder hurtigt.

For at undgå nogle af disse ulemper, kan elektrochok blive givet under narkose eller kurare behandling.

Kurare bevirker at muskelspændinger bliver mindre og der er færre risici for forvridning af led.

Men kurare har den kedelige egenskab at den ikke altid er lige nem at dosere og kan føre til stop af vejrtrækningen.

e. Problemer under behandlingen

Eftersom andre metoder er dukket op (neuroleptika, psykodynamikken) er elektrochok forholdsvis sjældent brugt.

B. Elektronarkose (til toppen)

Som ikke er brugt længere.

Man fremkalder bevidstløshed nogle minutter uden kramper ved at bruge elektrisk strøm med ret svag intensitet.

C. Kardiazol-chok (til toppen)

Er ikke brugt længere da den er ekstrem ubehagelig for patienten.

Metoden gik ud på at indsprøjte Kardiazol intravenøst. Man opnåede derved et krampeanfald som lignede en del dem, der opnåes ved elektrochok.

© 1997 - Cyril Malka