Psykoanalyse

Hvad er det egentlig? (Til toppen)

Med betegnelsen psykoanalyse, gav Freud navn til en måde at undersøge de mentale processer i mennesket på, som hidtil var ukendt.

Det er også navnet på en psykoterapeutiske metode til at behandle diverse psykiske forstyrrelser, og endelig, er det navnet på en samling koncepter (teori om det psykiske apparat; metapsykologien) som er erhvervet ad denne vej, og som danner en ny videnskabelig gren.

---

Begyndelse af den praktiske del, og udviklingen af teorien (Til toppen)

Efter at være blevet læge, specialiseret i nervøse sygdomme, i Wien i 1886, bliver Freud konfronteret med patienter, specielt hysterikere, for hvem de traditionelle metoder ikke har hjulpet. Han forsøger først med elektroterapi (se FAQ om chokbehandlinger), som er meget moderne på det tidspunkt, og så med hypnose. Han knytter denne til den kataritiske metode, som Breuer havde påbegyndt nogle år før.

Den kataristiske metode går ud fra at hysteri skyldes en psykisk affekt, en blokering eller det at affekten går i en uønsket retning. For at det fysiske symptom skulle forsvinde, skulle man finde kilden til affekten og aflade den (altså gøre det bevidst og ufarligt) - ved hjælp af hypnose (suggestion - påvirkning). Det at aflade, kaldes af Breuer, abreaktion. Hele metoden er kaldt den kataristiske metode.

Men den kataristiske metode har to ulemper: De opnåede resultater er ustabile og varierer i øvrigt meget fra det ene eksperiment til det andet, og for det andet, viser det sig at være umuligt at hypnotisere visse patienter.

Først, dropper Freud hypnosen for kun at arbejde på abreaktionen (selve afladningen). Dér bruger han udelukkende suggestion for at overbevise sine patienter, som er vågne, om at de tænker på noget, som er i forbindelse med det symptom; dette viser sig at være sandt.

Men endnu en gang vil nogle vanskeligheder føre til en justering af metoden og af de teorier som den bygger på.

For hvad metoden angår, dropper Freud enhver form for suggestion og indblanding. I stedet for bruger han det, han kalder for de "frie associationer". Dvs. at patienten tilskyndes til at sige alt det, som farer i gennem hovedet på ham, selv om dette forekommer ham at være uden interesse, generende, ubehageligt eller endda uden forbindelse med de faktiske problemer.

Tilskyndelsen til at sige alt, er grundreglen ved psykoanalysen. Men nogle praktiske forholdsregler er forblevet, som da Freud arbejdede med den katarisktiske metode: Patienten er stadig liggende på sofaen og Freud sidder udenfor hans synsvinkel.

For hvad helbredelsens teori angår, er det vigtigste faktum: at arbejde med overføringen (transferensen), dvs. de erotiske forbindelser mellem patienten og psykoanalytikeren, overfor modstanden, dvs. det som i patientens handlinger eller tale går i mod afdækningen af hans Ubevidste, og af den psykiske elaboration, som giver mening til symptomet.

Den psykiske elaboration er den psykiske mekanisme, som udvikler et symptom, et drømmebillede eller en såkaldt fejlhandling ud af for eksempel en fortrængning.

Ud fra de første resultater der opnås i terapien, udbygger Freud en teori: Psykoanalysen, som undersøgelses proces for en del af psyken som var ukendt indtil da.

Det vigtigste ligger i opdagelsen og studiet af det Ubevidste, som er en samling af psykiske processer, der underbygger vores opførsel, som kun viser sig i tale, i fantasien (drømme, fantasier, delirier), og i nogle forkerte handlinger i vores opførsel (fejlhandlinger). Alt dette skal fortolkes for at kunne give mening.

Grundreglen (sig alt hvad der farer i gennem hovedet på en) og de fri associationer er det som fører til tolkningen, som er centrum for denne undersøgelse.

Det er de terapeutiske resultater og ikke patientens accept og dom, som bekræfter eller afkræfter tolkningens nøjagtighed.

Materialet, som er kommet frem gennem metoden, organiseres i en samling af koncepter (teorier om det psykiske apparat, impulserne, neuroser, m.m.) som fortsat er blevet beriget siden Freud, og har taget forskellige retninger med hans efterfølgere.

Fordi psykoanalysen er tæt knyttet til dem, som praktiserer den, er bevægelsens historie, ligesom ideerne, psykoanalytikernes egne historier.

---

Bevægelse og splittelse i Wien og i verden (Til toppen)

Fra 1902 grupperer der sig en lille skare af læger omkring Freud for at lære psykoanalysen. Det er på den måde at: Det Psykologiske Onsdags Selskab fra Wien bliver født. Det vil senere blive til Det Psykoanalytiske Selskab fra Wien.

Dette selskab modtager nogle udenlandske besøgende, som skaber den første kerne af det internationale selskab International Association of Psycho-analysis (I.A.P.)

Disse udlændinge opretter desuden i deres egne hjemlande nogle selskaber, svarende til Wiens model. I

1908 afholdes den første internationale kongres for psykoanalyse, og året efter bliver Freud af Stanley Hall inviteret til at holde en serie foredrag i USA, som vil markere psykoanalysens udbredelse til hele verden.

Men Freud er ikke helt varm på ideen: Den måde folk accepterer og bruger psykoanalysen på, tilfredsstiller ham ikke mere end den måde de foragtede ham på før da.

Nogle konflikter begynder at dukke op.

I 1910 forlader Adler, Wiens Selskab for at grundlægge Selskabet for den Frie Psykoanalyse. året efter, er det Stekel som går, og, i 1913 er det Jung.

Alle disse splittelser, som fører til oprettelsen af skoler, der bygger på en teori, som ikke er så specifik længere, bliver beskrevet af Freud, som værende modstand imod psykoanalysen.

I følge ham skyldes det, at de første disciple var meget ufuldkomne, for ikke at sige slet ikke analyserede.

Som følge af disse splittelser, grundlægger Jones "Komiteen". Dens formål er at forsvare Freud og psykoanalysen i mod misbrug.

Komiteen vil tage i mod Ferenczi, Rank og Abraham, med hvem Eitigton vil gøre følgeskab i 1919.

Fra 1923 er der spændinger i Komiteen, Ferenczi og Rank er i strid mod Abraham og Jones. Og året efter, som følge af udgivelsen af "Fødslens traume", afskærer Rank sig fra Freud og forlader Komiteen.

Han bosætter sig i USA og praktiserer nogle forkortede behandlinger.

Efter udgivelsen af "Esquisse d'une théorie de la généralité" følger Ferenczi, samme vej som Rank; han ændrer teknikken ved at støtte sig til begreberne frustration og lyst.

Stigningen i antallet af selskaber og institutter vil så at sige gøre psykoanalysen officiel. Psykoanalysen vil samtidig også tabe en del af sine skandaler og miste en del af sin betydning.

Det er jo sådan, at psykoanalysens historie hos Freuds disciple - indbefattet dem som udråber deres trofasthed - ser ud til at være en anstrengelse for at udviske alt det i teorien om det Ubevidste, som er generende, og for mange, uforeneligt med deres verdensforståelse.

Ved at acceptere psykoanalysen i det offentlige område, benægter Selskabet den.

Denne udvikling er endnu mere markant i USA, hvor succesen har været lynende hurtigt. Pointen er ikke længere de personlige problemer, men besværet med at tilpasse sig samfundet; seksualitetens rolle er blevet formindsket; vigtigheden af andre dele af personligheden er blevet formindsket til fordel for Jeget, Jegets funktion og integration.

Det er de sidste immigranter, dem fra 30'ernes bølge, som kommer med et nyt brud. Alexander grundlægger Chicago Institute i 1932. Behandlingen sigter efter hurtige resultater. Ved at følge Rank og Ferenczis veje, har han indtaget en holdning af aktiv terapi.

Karen Horney grundlægger Association for Advancement of Psychoanalysis og et læreinstitut: Dette er fødslen af den kulturalistiske strømning, neo-freudiansk, til hvilken knyttes Sullivan og Fromm.

De "othodokse" gik lidt andre veje. Freud havde været i konflikt med dem, da han mente, at de introducerede for mange behavioristiske koncepter i analysen, og af den grund tabte analysens grundsyn. Derudover forlangte de uden grund at psykoanalytiske studerende skulle være læger.

Men ud fra de ortodokse kom en ny bevægelse frem i USA: Ego Psycholgy, som mere lagde vægten på forsvarsmekanismerne og Jegets rolle på personlighedsstrukturen og behandlingens gode udvikling, fremfor på sproget.

Anna Freud, som var specialiseret i børne-analyser, med hendes bog "Jeget og forsvarsmekanismerne" startede bevægelsen op. Men hun nægter mulighederne for overføring (og altså af ægte psykoanalyse) hos barnet. Derfor kommer hun til at frembringe en form for psykoterapi, som er pædagogisk og opdragende, uden megen forbindelse til psykoanalysen.

Nogle psykoanalytikere, som omtaler patientens Jeg-identificering til psykoanalytikerens stærke Jeg, ser ud til at have fulgt samme vej for de voksnes vedkommende.

---

Psykoanalysen i Frankrig (Til toppen)

De første oversættelser fra Freud til fransk er fra 1921. På det tidspunkt er interessen for psykoanalysen mere litterær, end den er medikal; Dali og Breton vil rent faktisk være bedre til at promovere bevægelsen hos publikumet end fakultetet er.

Men i 1922 bosætter Eugénie Sokolnika, en elev af Freud og Ferenczi, sig i Paris og laver nogle didaktiske analyser.

I 1925 grundlægger hun, sammen med Marie Bonaparte, Société Psychanalytique de Paris. Som senere vil indbefatte Allendy, Borel, Pichon, Codet, Hesnard, Laforgue, Loevenstein, Parcheminey, Odier og R. de Saussurre, til hvem tilknyttes i 1939: Flornoy, Cenac, Nacht, Schlumberger, Lagache, Lacan, Pasche, Lebovici, Marty, Bouvet og Lucas-Championnière.

Deres arbejde er udgivet i Revue Française de Psychanalyse. Selskabet bliver tilknyttet I.A.P.

Efter krigen opstår der splittelse i Paris' selskab, som ender i 1953 med skabelsen af Société Française de Psychanalyse af Lacan, Laguache, Favez-Boutonnier og Dolto, med deres blad La Psychanalyse.

På samme tid, i 1953, grundlægger Paris' selskab Institut de Psychanalyse, som skal forme kandidaterne.

Société Française arbejder for at blive anerkendt af I.A.P. Dette arbejde fører til en ny splittelse indenfor gruppen med French Group of Psychoanalysis på den ene side, og på den anden side den lacanienske gruppe (Dolto, Valagebra, Aulagnier, Mannoni, Perrier og Leclaire).

I 1963, er splittelsen endelig i mellem French Group, som bliver til Association Française de Psychanalyse, der udgiver bladet Bulletin de l'Association Française de Psychanalyse; og lacanienerne som grundlægger Ecole Freudienne de Paris samt to blade: L'inconscient og Scilicet.

I 1968 er der nye uenigheder, denne gang pga. den måde man skal uddanne psykoanalytikere på, i Ecole Freudienne de Paris, og Aulagnier, Perrier, Valagebra siger op og grundlægger Le Quatrième Grouppe (den fjerde gruppe) som mig bekendt ikke eksisterer længere. Deres blad Topique, er en efterfølger til L'inconscient, alt imens L'Ecole Freudienne fortsætter med udgivelsen af Scilicet.

Cyril Malka

© Cyril Malka - 1997