Psykologiske teorier

Ordet "Psykologi" kommer fra det græske "psyko" der betyder sjæl, og "logi", der betyder lære. Psykologi er altså læren om sjælen.

I 1850 løsrev psykologien sig fra medicinvidenskaben, men vi skulle vente til 1870 før de første psykologiske laboratorier dukkede op. Disse var endnu meget prægede af naturvidenskaben.

De første psykologiske test dukkede op i 1914 og det er Sigmund Freud, som i 1920 satte navn på begreber såsom bevidsthed, adfærd og psykoanalyse, og derved gav psykologien sine grundbegreber.

2. Skoledannelser (til toppen)

Vi har jo en tilbøjelighed til at dele verden i små bidder så vi bedre kan forstå den, vi indskrænker vores synsfelt for bedre at kunne overskue det hele.

Men vi bliver snævertsynede, hvis vi forveksler vores indskrænkede synsfelt med hele virkeligheden og tillægger os holdninger à la: "Det hele er ikke andet end...". Den såkaldte "Specialist holdning".

Psykologien har også sine specialister som for eksempel skolepsykologer, klinisk psykologer, arbejdspsykologer osv.

I følge disse, andre specialisters synspunkt, vil vi kunne fastslå at psykologien kan bruges til to grundlæggende ting, nemlig:

Og det gør man ud fra forskellige "skoler", eller grupperinger som eksempelvis kan føres tilbage til tre grundholdninger:

Vi skal her helt tilbage til Bibelens og Paulus' tid for at finde begrebet synd. Ideen er at mennesket i bund og grund er syndigt! Stillet over for flere valgmuligheder, vil vi have en tilbøjelighed til at vælge det onde. Påstanden bevises af det utal af krige og voldshandlinger der præger dagens samfund og som har præget menneskets historie siden tidernes morgen. Ja, lige siden Adam bed i den forbudte frugt.

I følge Paulus (og for den sags skyld også Luther), er konflikten medfødt. Nogle er født med en fordærvet natur og fornuften vil kæmpe forgæves med dem.

For en dogmatiker er konflikten derfor et personligt anliggende, som vi hver især er personligt ansvarlige for. Eftersom konflikterne er medfødte, er de uafhængige både af ens sociale placering og øvrige ydre forhold.

Vi skulle vente til renæssancen og romantismens opdukken, før humanismen gjorde sit indtog på Europas filosofiske scene. Humanismen var nemlig allerede et kendt begreb i det gamle Grækenland.

Her, er holdningen det stik modsatte af dogmatismen; nemlig den, at mennesket fra naturens hånd er godt. Gnostikerne havde i sin tid taget et opgør med den almene opfattelse af arvesynden ved at holde på, at Gud var ond, og derfor forsøgte at holde Adam og Eva fra Kundskabens træ. Adam og Eva var i virkeligheden helte og blev nødt til at gribe til ulovligheder for at opnå visdommen.

Og det er faktisk grundidéen i humanismen; hvis man trænger et menneske op i en krog, vil mennesket udføre handlinger, der kunne betegnes som onde.

Altså: Mennesket er af naturen godt (nok) og kulturen er årsag til alt ondt. Man bevarer menneskets godhed ved at barnet selv gør erfaringer og selv finder grænserne i mellem godt og ondt. Mennesket er i kulturen blevet pålagt så mange pligter i modstrid med dets egne interesser, at det ikke længere kan handle ud fra dets egen natur. Dermed kan man opføre sig uretfærdigt og ondt, på trods af, at man stadig er god og retfærdig i sit indre.

Her er det altså de ydre forhold, miljøet, der er altafgørende for menneskets udvikling.

C. Den naturvidenskabelige humanisme (til toppen)

Når vi ser tilbage på menneskehedens historie, kan vi se, hvordan de to hovedstrømninger, dogmatismen og humanismen har været toneangivende på skift for vores samfund som helhed.

Den sidste store humanistiske periode var i 1960'erne, og siden 80'erne har vi til gengæld været i en dogmatisk periode.

Bøger, film, litteratur, ja, hele vores kultur bliver præget af den ene hovedstrøm i en periode.

Nu skal vi tilbage til efter den franske revolution (1789) hvor perioden var meget præget af humanisme.

På det tidspunkt befandt videnskaben sig også i en ny vigtig periode. Darwin var kommet med sine udviklingsteorier; mennesket var begyndt at blive betragtet som et dyr, som så mange andre.

Den første systematiske filosofi med en sådan holdning, blev fremført af franskmanden Auguste Comte (1798-1857) i 1830'erne.

Det er under den, og positivismens indflydelse at de gamle humanistiske teorier blev taget op igen.

Altså kunne mennesket sammenlignes med en blank side i en bog, på hvilken der blev skrevet under det enkelte menneskes opvækst. Mennesket er ganske enkelt et produkt af sit miljø. Hverken godt eller ondt.

Ud fra disse tre grundlæggende tanker er der udsprunget forskellige måder at nærme sig selve "sjælelæren", psykologien, på. Disse bliver kaldt for forskellige tilnærmelser. Og forskellige tilnærmelser vil tiltale forskellige personer.

Der er tre store begreber: Biologien, psykologien, og sociologien. Med psykologien i midten, vil man kunne se hvordan den kan overlappe biologien i den ene side, eller sociologien i den anden.

Jeg har her medtaget fem tilnærmelser til psykologien; den neurobiologiske tilnærmelse, den adfærdsmæssige tilnærmelse, den cognitive tilnærmelse, den psykoanalytiske tilnærmelse og den humanistiske tilnærmelse. Hvoraf nogle vil blive uddybet i et kapitel for sig.

Den vender mange ting på hovedet, som vi ikke er vant til... Mennesket er biologisk og dets reaktioner vil være biologiske. Alt andet er religion.

Vi tilegner for eksempel vores krop og kroppens reaktioner, nogle tankeprocesser som er umulige for den. For eksempel: Vi får feber, fordi vores krop vil forsøge at dræbe fremmedlegemer i vores organisme.

Dette er ikke videnskab, men religion! Vores krop er ude af stand til at reagere på den måde "fordi". Men når der kommer et fremmed legeme ind i kroppen, sker der det og det, der giver den eller den impuls til hjernen, som sætter kropsvarmen op med det resultat at fremmede elementer i vores organisme dør...

Den tilnærmelse bliver også anvendt i psykologi: Vi græder ikke, fordi vi er kede af det, men vi bliver kede af det fordi vi græder.

Hvis jeg går over gaden og er ved at blive kørt ned af en bil, får jeg hjerte flimrer, koldsved og jeg siger: Puha, hvor blev jeg bange.

Men rent faktisk fik jeg ikke tid til at blive bange... Først bremser bilen, mine reflekser gør, at jeg springer til side, mit hjerte flimrer, kold sved løber ned af mig og først her sætter jeg en fortolkning på det hele: Jeg er bange.

Altså, rent psykologisk er vi ude af stand til at frembringe noget som helst. "Tro flytter bjerge" er bestemt ikke aktuelt i denne forbindelse.

Vi forbliver i naturvidenskaben og biologien lidt endnu. For i naturvidenskaben er der en årsag til et hvilket som helst symptoms eksistens. Fjerner man årsagen, fjerner man også symptomet.

Den adfærdsmæssige tilnærmelser har sine rødder hos den russiske videnskabsmand Ivan Pavlov (1849-1936).

Pavlov lavede forsøg med hunde. Han viste dem et stykke sukker, indtil hunden savlede, derpå fik den sukkeret. Derefter opbyggede han flere forskellige stimuli. Lige før han skulle give hunden sukkeret, lyste han med et lys.

Efter et stykke tid, begyndte hundene at savle bare ved at man lyste med lyset. Det var det man kaldte for en konditioneret refleks og var starten på behaviorismen.

Men den første som omtalte sig selv som behaviorist var amerikaneren J.B. Watson i en artikel i 1913: "Det eneste, man kan erfare sig til om andre mennesker, er ved (natur)videnskabeligt at registrere, hvad de faktisk gør. Dvs. deres adfærd, samt de ydre betingelser, der er bestemmende for adfærden. Således er behaviorismen et udtryk for en yderliggående humanisme: menneskets adfærd skabes alene af de ydre omstændigheder"

For ham var indlæringsprocesser det centrale; altså en ændring af adfærd som følge af påvirkninger fra omgivelserne.

Aktivitet udspringer af ens instinkt. Det, der er vigtigt er at sætte påvirkningen i system for dermed at undgå indre-ydre konflikter.

Det mest berømte forsøg på at vise dette er nok forsøget med rotten og den såkaldte "Skinner boks".

Man anbringer en rotte i en kasse som er fuldstændig tom, med undtagelse af en pedal. Når rotten træder på pedalen, åbner den en mekanisme som lukker en lille madkugle ud i kassen.

Rotten vil på et eller andet tidspunkt, ved en fejl, træde på pedalen og få noget mad. Lidt efter lidt vil rotten opdage forbindelsen i mellem pedalen og mad, indtil det tidspunkt hvor den, hver gang den er sulten, vil træde på pedalen for at få noget mad.

Skinner tolkede det således, at indlæringen der har fundet sted er identisk med ændringen i rottens adfærd.

Enhver stimuli fra den ydre verden medfører en reaktion fra vores indre og enhver påvirkning fra os til den ydre verden vil medføre en reaktion.

Således vil vores adfærd lige som rottens, blive påvirket ved enten at blive forstærket eller udslukket afhængigt af de konsekvenser som adfærden har medført.

Metoden blev benyttet i arbejdet med psykiatriske patienter på hospitaler i Frankrig, ved hjælp af den såkaldte jetonmetode.

Patienterne skulle motiveres til at kunne klare sig selv ude i samfundet. Til det formål skulle nogle færdigheder tillæres. Nogle skulle forstærkes, andre dæmpes.

Jetonmetoden var en slags opdragelses metode, hvor en hver positiv og god handling, udløste en vis mængde jetoner, varierende i forhold til hvilken handling det drejede sig om. Altså en belønning.

Ligeledes blev der taget jetoner fra dem, hver gang patienterne opførte sig på en mindre heldig måde. Også her afhang det af handlingen, hvor mange jetoner, der blev taget. En straf.

Jetonerne kunne benyttes til at opnå forskellige privilegier, såsom at se fjernsyn, at få is eller andre ting. Hver ting havde sin pris. Patienterne kunne lære handlingers værdi og omkostninger.

Sådan kan man, i følge behaviorisme, præge folk så de kan lære at opføre sig, som man skal i samfundet.

Tilbage er der måske så spørgsmålet: Hvem skal udfærdige de programmer, som andre skal påvirkes efter? Hvem skal afgøre hvad der er ideelt for samfundet?

Her skal vi en tur til Schweiz, hvor forskeren Jean Piaget (1896-1980) som i øvrigt skrev sin første artikel som 11 årig, forsøger at gøre grundprincipperne i biologi gældende for menneskets bevidsthedsdannelse, især opfattelse af sproget.

Han lægger stor vægt på mennesket, som et bevidst og biologisk væsen. Og Piaget overfører den biologiske tanke om at alle biologiske væseners mål er tilpasning, til mennesket.

Mennesket vil til alle tider forsøge at tilegne sig omverden. Det er et behov, vi har. Det behov, den trang, vi nu har, vil føre til en handling, og handlingen vil medføre en forståelse i forholdet mellem selve personen og omverden.

Det er jo således, at eftersom vi hele tiden udvikler os, kommer vi i ubalance. Vi er ikke de samme i dag, som vi var for fem år siden, eller som vi vil blive om ti år.

Det vil sige, at i takt med at vi udvikler os, er vi nødt til at ændre noget, for at genskabe balancen, så vi kan finde ud af, hvad/hvem/hvor vi er, i forhold til verden.

Selvfølgelig er det ikke kun os, der udvikler og ændrer os, men også den ydre verden. Min børn er ikke de samme i dag, når de er fire og seks år som de vil være om ti år. De udvikler sig. Jeg udvikler mig.

Alt det her gør, at vi konstant er nød til at justere vores forståelse af os selv, og af den ydre verden, for at undgå at komme i ubalance.

i. Ved at ændre omverden

Det gør vi enten konkret, ved for eksempel at flytte, finde et nyt arbejde, bygge huset om, skrive en bog om psykologi, eller flytte sofæn. Eller vi kan gøre det psykisk. Ved at overse, fornægte nogle hændelser og signaler. Vi tilsidesætter en forstyrrende hændelse, ved ikke at tage hensyn til den. Den eksisterer ikke. Den har aldrig eksisteret.

Derfor bliver vi somme tider overrasket over vores medmenneskers handlinger: Sådan har han aldrig gjort før! Sådan har han aldrig været! Men det er faktisk os, der hidtil havde ændret omverden, til at passe til vores synspunkt.

På den måde, kommer en ting til at passe i den forståelse man har i forvejen.

Man kan også forstå en hændelse, ved at sætte den i en for os allerede "eksisterende bås": Det er jo bare det samme som... er nok en af de meste berømte sætninger...

Nej, det er ikke "det samme som"... men det gør vi for at kategorisere og forstå omverden.

Derfor vil min forståelse af en bestemt hændelse være helt anderledes end for eksempel læserens, da jeg ville kategorisere hændelsen ud fra mine egne erfaringer og mit liv, og læseren udefra sine. Det ville der komme to helt forskellige forståelser ud af.

Dette kaldes: Assimilation (fra det latinske assimilatio; fra verbet: assimilare: gøre lige, fra simul: gruppe)

Vi tager verden ind i en bås, eller forkaster den. Vi bøjer den så den passer til vores eksisterende forståelse.

ii. Ved at ændre på sig selv

Det er at ændre sin eksisterende verdensopfattelse. At komme til en ny erkendelse.

Det er nemmere for børn, som er ved at udvikle sig, at ændre mening om verden omkring os, for nemmere at forstå den. End for en, der er voksen, og allerede har en bestemt verdensopfattelse. Man har jo levet så længe med den, og man har bygget så mange erfaringer og oplevelser på den, at man ikke sådan bare lige kan gå hen og ændre på sin verdensopfattelse...

Som noget nyt, er man begyndte at hjælpe tidligere kriminelle, ved forsøgsvis at ændre deres verdensopfattelse. Ved at få dem til at forstå, at en bestemt hændelse ikke er nødvendigvis truende, at vold ikke nødvendigvis er udvejen. Og det er nemmere at at foretage denne omkodning i et fængsel, fremfor ude i samfundet.

Dette kaldes: Akkomodation (fra det latinske accomodare, fra commodus, ordentligt. At komme i orden med; adaptere)

At nå til en balance, en ligevægt i sprog og krop er en medfødt udvikling i nervesystemet.

Men hvordan det rent faktisk forløber er afhængigt af barnets mulighed for udvikling: Samfundet, kultur, religion, sprog, medfødte sygdomme og handicap... Alt dette spiller en afgørende rolle for barnets udvikling.

Set fra dette synspunkt er det vigtigste altså den måde vi bearbejder og organiserer vores sanseindtryk på. Hvordan vi opfatter og forstår verden, samtidig med den måde tænkning og sprog udvikler sig på.

Som sagt, et to-årig barn vil forstå en hændelse på en helt anden måde end en 5-årig, fordi deres måde at organisere og forstå sanseindtrykkene på er forskellige.

De hændelser, som barnet vil udvikle sig ud fra, er forskellige fra samfundslag til samfundslag, fra land til land, sprog til sprog, osv.

iii. Den senso-motoriske intelligensperiode (til toppen)

Piaget antager at barnet udvikler sig intellektuelt fra simple reflekser til en organisering af sansning og bevægelse. Det kan man for eksempel se ud fra et barns leg med en rangle. Barnet griber efter ranglen og sanser hermed sin egen motorik, og derefter kommer en lyd fra ranglen.

På den måde lærer barnet at opfatte forbindelsen i mellem bevægelsen, og lyden fra ranglen.

Gennem udviklingen af barnets motorik, udvikles altså barnets selvbevidsthed, og forståelsen for sin egen krop.

Som vi kan se her, er Piagets udgangspunkt tæt på behaviorismens tanke. Dette skyldes hovedsageligt Piagets naturvidenskabelige baggrund (og verdensopfattelse!).

iv. Den føroperationelle tænknings periode (til toppen)

Her er barnet begyndt at anvende symboler. Sproget er af afgørende betydning, da sproget er et lydsymbol på en genstand eller et begreb. Således er barnet også i stand til at skelne i mellem en genstand og genstandens navn.

Dog vurderer barnet stadig væk omverdenen ud fra sig selv. Det er derfor at barnet i den alder er så optaget af rolleleg. Denne periode kalder Piaget: egocentrisk periode, da barnet har sig selv som centrum.

v. Den konkrete tankeoperationelle periode (til toppen)

Nu er barnet begyndt at kunne fortolke verden på andre grundlag end det egocentriske. Et af de væsentligste skridt, er at barnet begynder at kunne tænke logisk. Det er takket være den logiske tænkeevne, at barnet er i stand til at forstå grammatiske og matematiske strukturer.

Derfor er det også skoleårenes vigtigste og mest følsomme periode. Heraf afhænger barnets videre forståelse af lærdommen.

vi. De formelle tankeoperationers periode (til toppen)

Fra 11/12 år til ca. 15 år. Det afgørende her, er evnen til abstraktion. Nu kan barnet gennemføre logiske tankeoperationer som er løsrevet fra konkrete sammenhænge.

Det vil vores verdensopfattelse bære præg af. Alt skal vendes på hovedet og rundt, man filosofere over alt muligt og umuligt.

Det er også i den alder, der opstår en slags religiøs vækkelse, et led i udviklingen der er årsag til at mange unge er nemme ofre for nyreligiøsitet, da denne alder også kendetegnes af stor idealisme.

Man skal altid have for øje, at udviklingen kan være præget af egocentricitet, således at både den logiske og den abstrakte udvikling vil bære præg af kun at kunne blive forstået ud fra personens egen verdens opfattelse.

Det er først med psykoanalysen, man begynder at behandle en anden dimension af menneskets psyke: Det Ubevidste. Indtil nu, har vi kun beskæftiget os med det Bevidste.

Vi er i stand til at danne os et billede af verden ved hjælp af forskellige sanseindtryk. På grundlag af disse billeder, kan vi danne forestillinger og udvikle begreb om tingene. Og vigtigt er det, at vi kan forstå at der kan være en sammenhæng i mellem tingene, og at de kan påvirke hinanden. Altså erkendelsen.

Vi påvirkes og bevæges af indre impulser, som selv påvirkes både af det omkring os og af vores indre. Vi nøjes ikke med at registrere passivt, som en computer; vi er i besiddelse af følelser, som nødvendigvis vil afføde en reaktion. Vi er heller ikke udelukkende optaget af verdens beskaffenhed ved forståelse og tænkning, ligeledes på grund af de følelser der vil komme til udtryk. Vi er altså også optaget af i vores verden i kræft af ønsker (som skyldes forskellige impulser), behov (om det så er fysisk eller psykisk) og følelser.

Vi er handlende væsener. I modsætning til de fleste andre dyr, er vi i besiddelse af vilje. Vi griber ind i verdens gang ud fra en forståelse af verden, og drevet af ønsker, impulser, behov og følelser, opstiller vi mål, som vi efterstræber. Vi træffer beslutning om, hvordan vi skal handle og virkeliggøre vore mål, og vi træffer beslutninger i kraft af vores vilje at føre hensigterne ud i livet.

Vi kunne opsummere alt dette ved at sige, at vi er aktivt handlende væsener; vi griber ind i verden og forsøger at ændre den. Det gør vi ud fra et behov, der udspringer af et indre liv, som ønsker tilfredsstillelse.

Vi er i stand til at gøre det, fordi vi har evnen til at opfatte og begribe hvordan tingene hænger sammen.

Det Ubevidste er et slags reservoir af tilskyndelser. Det reservoir fyldes op fra vores fødsel af. Og det vigtigste punkt her er seksualitet. Men det Ubevidste, har lige som det Bevidste et kapitel for sig i bogen.

Vigtigst er i denne tilnærmelse er det at huske, at der er tre dimensioner i psykoanalyse:

a. Analyse

Ved analyse påvises det ubevidste indhold de handlinger og udsagn som er til stede i det Ubevidste.

b. Terapi

Ved hjælp af analysemetoden afdækkes så meget af det ubevidste materiale, at patienten ikke har behov for symptomer længere.

c. Teori

Det er vigtigt at sætte sig ind i stemningen her, så vi kan forstå hvordan denne tilnærmelse blev til.

Det var de glade 60'ere og mange bekymringer efter anden verdenskrig var ryddet af vejen. Der var økonomisk opsving, og mange oplagte muligheder, som man ikke erindrede havde været siden en gang i Romerriget.

Kennedy var præsident i USA, og Cuba krisen i fuld gang. Vietnam var også en barsk realitet, og man kunne hver aften se "the boys" blive majet ned af fjenden på direkte TV. Man satte spørgsmålstegn ved, om det vi gjorde var rigtigt. Fjender blev til mennesker, både dem i krig, men også de "røde", dem man var bange for, fik pludselig en anden og mere menneskelig skikkelse; de fik ansigter i fjernsynet.

Den store humanistiske periode var begyndt. Den skulle vare til først i 1980'erne.

Det er i den atmosfære, en ny psykologisk forening blev dannet i USA. Den såkaldte: Forening for Humanistiske Psykologi, bestod af bl.a. Rollo May, Henry Murray og Abraham H. Maslow. Hensigten var

Behaviorismen var hovedsageligt opbygget omkring forsøg med rotter, og man kunne ikke opbygge teorier om mennesker ud fra det, da mennesket ikke er en dyreart: Vi er anderledes.

I følge Maslow, tog psykoanalysen et forkert udgangspunkt, nemlig i studiet af det neurotiske menneske.

De humanistiske psykologer foretrækker at lade sig inspirere af den europæiske filosofiske humanisme, Zen buddhisme og eksistentialisme, som var på sit højeste i 60'erne.

Man skulle altså basere sine undersøgelser på den "emotionelle dynamik i et rigt og sundt menneskeliv", og ikke på rotter og neurotikere.

Ud fra Zen-buddhismen og eksistentialismen blev Maslow ført til den opfattelse, at mennesket er et væsen i konstant vækst og udvikling. Altså er udviklingen ikke kun reserveret barndommen.

Mennesket vil befinde sig i en stadig stræben efter at realisere sine evner og muligheder.

Den indre natur er i nogen grad medfødt, og er ikke ond. ødelæggelsestrang, sadisme osv., er ikke medfødt, men derimod voldsomme og frustrerede reaktioner mod vores medfødte behov, emotioner og evner.

Når menneskets indre natur bliver undertrykt af samfundet (eller andre) vil det føre til sygdom. Menneskets indre natur er god, og skal derfor opmuntres.

Hvis vores medfødte behov, ikke bliver tilfredsstillede udvikler de sig til at blive et problem.

Fra så mange sider kan vi nærme os mennesket, og begrebet psykologi som helhed. Fra udelukkende at være et biologisk væsen til at være et sociologisk væsen.

Det er vigtigt at have i baghovedet , at vi hver i sær helt vilkårligt vil udpege en forståelse som værende mere rigtig end de andre.

Og vi kan diskutere til hudløshed ud fra to forskellige tilnærmelser, næsten uden at komme nogen vegne.

Der skal dertil siges, at enhver tilnærmelse har sine undergrupper (For eksempel Jung - Freud i psykoanalyse!).

Jeg skal ikke kunne sige hvilken tilnærmelse er rigtig, og ligeså er det mig umuligt at pege på en og sige: den er forkert!

Vigtigst er det, at se mennesket som et væsen med mange facetter, og at man kan styrke eller svække nogle facetter ved at benytte sig af forskellige tilnærmelser og metoder.