Alfred Adler

Af Cyril Malka

Psykoanalytiker

Født i Wien i 1870, død i Aberdeen i 1937.

Adler var uddannet psykolog og psykiater på Wiens universitet. Så bliver han elev og sidenhen samarbejdspartner med Sigmund Freud indtil han i 1911 grundlagde en neo-freudiansk psykoanalytisk skole.

"Et er søkort at forstå, et andet skib at føre. Der findes megen teoretisk viden om mennesket, men mennesker forstår ikke hinanden, og uden forståelse står vi uforstående over for hinanden."

Så enkelt kunne Alfred Adler forklare årsagen til at menneskene bliver fremmede for sig selv og for hinanden:

"Menneskene gaar hinanden forbi uden at finde hinanden fordi de er hinanden fremmede, og det gælder ikke blot indenfor Samfundets større Ramme, men ogsaa i Familiens snævre Kreds. Intet møder os hyppigere end Forældrenes Klage over, at de ikke forstår deres Børn, og Børns Klage over, at de ikke bliver forstaaet af deres Forældre. Og dog ligger der i Grundbetingelsen for det menneskelige Samliv et saa stærkt Krav om gensidig Forstaaelse-"

Det er formodentlig kravet om forståelse der afholdt Adler fra at udvikle en egentlig psykologisk teori. Han nøjedes med nogle få grundantagelser om menneskets væsen og følgen af dets placering i det samfundsmæssige liv.

Han gik ud fra den klassiske humanistiske opfattelse om at mennesket af naturen er godt nok. Det udtrykte han ved at tale om en oprindelig fællesfølelse. Men under opdragelsen spoleres den, og det skyldes netop at forældrene ikke forstår barnet og navnlig ikke dets behov for at blive respekteret. Efterhånden udvikles derfor en vilje til magt på bekostning af de andre.

Barndommens konflikterne viser sig altså som et fordrejet eller perverteret behov for selvhævdelse. Dog kommer konflikten ikke blot til udtryk i et behov for at overgå de andre, men kan snart blive et behov for at kæmpe overhovedet.

Således kan Adler give de dogmatiske tænkere ret i at mennesket bedst udfolder sine evner i strid med sine medmennesker, altså modgang gør stærk og medgang gør slap.

Hvis tilværelsen skal have mening skal man altså have noget at slås for. Men sådan behøvede det ikke at være.

Trangen til at kæmpe er ifølge Adler, ikke noget medfødt, men netop en følge af de krigeriske forhold barnet vokser op under.

Viljen til magt fører altså enten til et forsøg på at vinde på de andres bekostning (og det man ikke kan overkomme i virkeligheden danner grundlag for menneskets psykiske vanskeligheder så man i fantasien og i dårlige film kan søge oprejsning for virkelighedens nederlag), eller det fører til en holdning hvor kampen og modstanden er vigtigere end det man kæmper for: forhindringerne virker i sig selv ansporende.

På den måde kan Adler føre alle vanskeligheder tilbage på en pervereteret magtvilje. Magten har to ansigter: "Et ondt og et godt: at herske over andre og at beherske sin tilværelse".

Også Sigmund Freud talte om trangen til at tilkæmpe sig magten og hævde sig på de andres bekostninge, men han begrundede det i Ødipuskomplekset og mente, at drengens skyldbetonede rivalisering med faderen var en følge af afvisningen i forholdet til moderen.

Freud kunne således godt give Adler ret i hans teori om, at man i virkeligheden eller i fantasien forsøger at kompensere for de nederlag, barndommen førte med sig, men han kunne ikke acceptere, at en sådan kompensation skulle kunne forklare alle de neurotiske vanskeligheder.

Alfred Adler var gæstelærer på Columbia University fra 1926, og flyttede, sammen med sin familie, til USA i 1935 hvor han boede de sidtste to år af sit liv.