Forsvarsmekanismer

Vil du blive orienteret når den side ændres? Tilmeld dig her

I moderne psykoanalyse, godt inspireret af Sigmund Freuds datter, Anna Freud, har man arbejdet mere og mere med selve forsvarsmekanismerne. Det er den bevægelse, man kalder for ego-psykologerne.

Egopsykologerne

Anna Freud sammen med sin far, Sigmund, England, 1938

Hvor den klassiske terapi fokuserede på konflikterne imellem de ubevidste og de bevidste kræfter, lægger ego-psykologerne hovedvægten på studiet af selve konfliktforsvaret. Altså selve Jeg'ets bolværk mod de ubevidste impulser.

Anna Freud var den, der gjorde det kendt i sin bog "Jeg'et og forsvarsmekanismerne".

På grund af jødeforfølgelsen op til anden verdenskrig flygtede Anna med sin far, Sigmund, til London, England, i 1938. Efter Sigmund Freuds død i 1939 blev Anna i England. Derfor er den engelsktalende del af verden mere inspireret af ego-psykologien og en del ego-psykologer kommer fra USA: Hartmann, Spitz, Erikson og ikke at forglemme: Anna Freud.

Forsvar

Der er i alt to slags forsvar:

- Et vellykket forsvar, hvilket kaldes en sublimering, igennem hvilken impulsen finder afløb.

- Et mislykket forsvar, hvilket nødvendiggør en fortsættelse af impulsen. Idet den savner afløb, øger den trykket. Den bliver mere intens.

Hvad er en forsvarsmekanisme?

Forsvarsmekanismer dækker over alle de metoder, som bliver brugt af Jeg'et i sine konflikter, og som eventuelt kan føre til neuroser. Forsvarets opgave er at beskytte Jeg'et (personligheden, kunne man sige) imod angreb, eller det der opfattes som angreb. Forsvarsmekanismer bliver i bund og grund sat i gang af:

- Angst, som skyldes en øget spænding af Det'et (vores drifter).
- Angst, som skyldes dårlig samvittighed over et eller andet, altså en trussel kommende fra Overjeg'et.
- En ægte, fysisk udefrakommende trussel.

Vores stakkels Jeg er ret klemt. Det skal prøve at holde vores drifter tilfredsstillet på en måde, så vores store Censor (Overjeg'et) ikke bliver sur, og i et sådant forhold, at vores omgivelser bliver tilfredse. Derfor er vores Jeg i forsvarsposition, især hvis Jeg'et er skrøbeligt. Altså en person, som er usikker, vil nemmere gå i forsvar.

Forsvaret vil kanalisere de negative styrker, så de ikke rammer Jeg'et, og personligheden bevares.

Hvis forsvarsmekanismerne glipper, så udviser konflikten sig som en neurose.

Anna Freud betegnede som sagt ni forsvarsmekanismer. Disse var:

- Fortrængning
- Regression
- Reaktionsdannelse
- Isolering
- Annullering (ophævelse)
- Projektion
- Introjektion
- Vending mod selvet
- Vending til det modsatte (omvending)

Ud over de to bliver der så tilføjet sublimering, som er det punkt, alle skal nå og af, og til benægten, som er ur-forsvaret.

Sublimering

Man siger, at en impuls bliver sublimeret, når den bliver omdirigeret mod et nyt mål, som /ikke/ er seksuelt, og hvor den sigter objekter med social værdi. Det vil sige at den:

- flytter energien fra biologiske interesser til mindre instinktprægede interesser,
- forvandler følelsen. Det vil sige, at den bliver afseksualiseret, og aggression fjernes fra følelsen, og der er en
- afpasning af den væk fra instinktet.

Som et eksempel kunne man sige, at barnets lyst til at se på andres kønsdele (barnlig voyeurisme) fører til intellektuel nysgerrighed. Den intellektuelle nysgerrighed er sublimeret hvis:

- Den nysgerrighed ikke har rod i seksuelle emner (nogle vil sige at det, at blive freudiansk psykoanalytiker, peger på en dårlig sublimeret voyeurisme).
- Sidefornøjelsen til den nysgerrighed ikke er seksuel.
- Intensiteten er uafhængig af seksuel fornøjelse. Altså skal nysgerrigheden ikke stige eller falde i takt med ens seksualdrift.

I så fald vil man sige, at impulsen er blevet sublimeret. I så fald har forsvarsmekanismen fået en tilpasning imellem driften (Det'et), omgivelserne, censoren (Overjeg'et) og personligheden (Jeg'et).

Nogle gange kan man ikke sublimere, og forsvarsmekanismerne træder i kraft. Som regel, selv om vi alle kender de ni forsvarsmekanismer, vil man benytte sig af nogle af dem mere jævnligt end af nogle andre. Ofte vil nogle kulturer benytte nogle mere end andre forsvarsmekanismer.

Fortrængning

Fortrængning er en ubevidst, forsætlig forglemmelse af indre impulser eller af ydre begivenheder, der som regel indeholder mulige fristelser eller angst for straf, hvis disse impulser følges. Det er et meget brugt forsvarsmekanisme i hysteriet. Det ubehagelige behandles simpelthen som om, det ikke eksisterer. Problemet med fortrængningen er, at den har et konstant forbrug af psykisk energi, som skal benyttes til at holde de ubehagelige tilbage. Derfor er mange hysterikere skrøbelige, syge og trætte.

Som et mere alment eksempel på fortrængning er den med konstant at glemme at skrive et vigtigt brev. Den dag, hvor man tager sig sammen til at skrive det, glemmer man det på køkkenbordet. Når man husker at tage det med, glemmer man at poste det, og når man skal til at poste det, ser man søreme, at man har glemt at sætte frimærker på!

Det samme gør sig gældende med de aftaler, man konstant glemmer. Det er ikke ond vilje, det kan faktisk være, at personen er ret tiltrækkende, og måske derfor, for ikke at give afløb på nogle uheldige drifter, eller blot det, at man ikke tror, at man er det værd, kan føre til at aftaler med vedkommende bliver konstant fortrængt.

Regression

Regression er at gå tilbage til et tidligere stadium i sin udvikling. Det er sådan set ikke noget, Jeg'et tager i brug, men udsættes for. Jeg'et udsættes for en regression til en periode, hvor Jeg'et kan finde tryghed og dermed beroliges.

Et eksempel på regression kan ses i en amulet eller en maskot. Plysdyret, som vågede over os i vores urolige timer som barn, våger nu over vores jobsamtaler, kærlighedsmøder eller fodboldkampen.

Reaktionsdannelsen

Dette er også kaldet tvangsforsvar. Det er når forsvaret går ud på, at man laver det omvendte af det, man er bange for. Man laver en modladning af det bevidste element med samme styrke og i modsat retning af den ubevidste ladning. Eksibisionistiske tendenser vil udmønte sig i at være overdrevent bly (eller omvendt). Selve forsvaret kan blive til et symptom, hvis man er rigid og tvangsmæssig i det (som i nogle rengøringsvanvidstilfælde).

I det daglige kan dette ses, når man er overdreven venlig imod en person, man egentligt ikke kan snuppe. Det er en reaktionsdannelse. Vi kender det alle enten på den ene eller den anden måde. Hvordan har man det, når en eller anden er overdreven, sød, nærmest klistret sød mod en? Som regel har man det ikke særlig godt med vedkommende, for man ved jo, ubevidst, hvad det dækker over.

Isolation

Dette er især meget brugt i tvangsneuroser. Man isolerer en tanke eller en handling, således at den ikke har nogen forbindelse med andre tanker eller med resten af en persons eksistens. Der sker det, at der er en pause i tankerne, eller også benyttes der specielle formler eller ritualer, som tillader et brud i tankerne eller i handlingen.

I det daglige kender man det som at glemme, hvorfor man gik ud i køkkenet eller også hvor man, i en snak, pludseligt glemmer det, man var i gang med at snakke om.

Annullering

Personen forsøger at gøre således, at tanker, ord, handlinger, gestussene ikke er sket. Der bliver brugt en tanke eller en handling med en modsat betydning. En slags "magi", der bliver brugt. Dette kan ses i nogle af de barnlige lege, man har haft i sin barndom, og ses ofte i forbindelse med tvangsneuroser, hvor folk har en tvangstanke med at vaske sig selv syv gange på hver kind eller vaske hænder, hver gang en bestemt hændelse indtræffer.

En del overtro bunder i sådanne annulleringstanker, som det med at smide salt over skulderen, hvis man har spildt salt (da det ellers vil give skænderier).

Projektion

I en projektion vurderer Jeg'et først, hvad er "spiseligt".

- Bliver det godkendt, så bliver det opslugt.
- Bliver det forkastet, så bliver det "spyttet ud".

I klar tale betyder det, at man skaffer sig af med et ubehagelig objekt ved at sende det over på en anden. Man projicerer det.

Impulsen til at gøre en fortræd kan i stedet for vendes om og fortolkes som vrede fra et andet menneske.

Paranoia er den højeste potens af projektion.

I det daglige ses dette ofte i mistolkning af, hvad andre mennesker gør eller siger til en. Altså en tendens til at misforstå det, der bliver sagt, så man mener, at den eller den kommer med hentydninger, stik eller andet, selv om disse ikke er skete, men bunder mere i ens usikkerhed, generelt eller over for vedkommende, og en tendens til nemt at føle sig overfuset.

Introjektion

Introjektion er tæt på identificering. Det går ud på at indtage de positive egenskaber af et objekt. Det er en efterligning af det, der savnes. En dreng kan identificere sig med en truende far og udvikle sig til en farlig karl. Dette også, selv om faderen ikke nødvendigvis er voldelig. Blot det, at faderen forstås som truende, er nok.

Introjektion ses ofte i forbindelse med projektion. En del narcissistiske og grænsepsykotiske personligheder udviser disse træk.

De introjicerer egenskaber fra en person og tager disse egenskaber som deres egne samtidigt med, at de projicerer deres egne negative egenskaber på vedkommende. De kommer hurtigt til at tro, at de er i besiddelse af egenskaber, de ikke har og til gengæld, anklage en anden (eller andre) for nogle egenskaber, de selv har.

Vending mod selvet og vending til det modsatte (omvending)

De sidste to forsvar går gerne hånd i hånd. Vending mod selvet er, når impulsen erstatter et selvstændig objekt med personen for derefter at vendes om til det modsatte (fra aktiv til passiv eller omvendt).

Det mest kendte eksempel er de sadomasochistiske personligheder eller voyeurisme og ekshibitionisme. De to begreber ses stort set aldrig alene, men altid sammen.

I et sadomasochistisk forhold kan der ske det, at den, der er sadist, den aktive, begynder at identificere sig med den person, vedkommende er sadist over for. Det selvstændige objekt (masochisten) bliver erstattet med personen (sadisten), hvilket betyder, at rollen bliver omvendt.

Derfor vil man se, at barske og magtfulde mænd, som kan udvise kulde eller sadisme i dagligdagen, vil være masochister i et forhold. Eller også at man vil være masochist i et forhold og sadist i et anden.

Benægten

Benægten betragtes af mange som en slags underudviklet forsvarsmekanisme. Det er den første forsvarsmekanisme, børnene får. De nægter! Man fanger ungen med munden fuld af slik, så han ikke kan åbne munden, og spørger ham:

- Sig mig engang, hvad spiser du?
- (store åbne øjne!) igje nojet!

Barnet lyver ikke, sådan set, men ønsker egentligt, at det ikke var sket, at han ikke var blevet fanget eller ikke var faldet for fristelsen.

Den benægten, idet barnet udvikler sig og bliver voksen, bliver forfinet og bliver til de andre forsvarsmekanismer, som vi lige har set på, for forsvarsmekanismen i sig selv dækker over en form for benægten.

Noget af denne benægten kan overleve i den voksnes alder og blive til dagdrømme, til leg og fantasi eller børnebøger.

Hos folk med alvorlige psykisk brist, kan benægten være en livsstil. Den kan være så stærk, at vedkommende simpelthen vil være overbevist om, at virkeligheden er anderledes.

For eksempel den sundhedshjælper, som altid var på kanten af de 120 sygedage, ikke iberegnet alle de gange, hvor hun var gået "syg" hjem og som en dag i en samtale med en anden medarbejder sagde:

- Ja, jeg synes, det er så vigtigt at være til stede i weekenden, hvor vi ikke er mange, så når jeg har weekendvagt, så kommer jeg altid, uanset hvor syg jeg er.

- Jamen, svarede kollegaen forvirret, du var sygemeldt sidste weekend!

- Det er løgn! sagde vedkommende vredt! En forbandet løgn.

Arbejdsplanen blev gennemgået og anklaget for at være forfalsket, og først da andre kolleger understøttede udsagnet, holdt vedkommende op med sine anklager, men var dog stadig overbevist om at være forfulgt.

Ud over nær psykosens personligheder, kan benægten ses hos narkomaner eller alkoholikere, som til hver en tid vil benægte det antal øl, de drikker, og benægte, at der rent faktisk er et problem et eller andet sted.

Benægten er infantil i sin grundform, derfor ofte benyttet af alkoholikere og giver fødsel til de øvrige forsvarsmekanismer. Den er meget foruroligende, når den bliver intenst benyttet af voksne, og kender man en, med en stærk tendens til benægten, er der grund til at være meget forsigtig i forholdet, hvis ikke man kan komme ud af pågældende forhold.

Cyril Malka